Kan man skrive en hel bog om at gå?
Åbenbart. Først var jeg skeptisk, men en sød nabo lånte mig bogen uopfordret, og jeg blev totalt fan. Bogen er skrevet af Bente Klarlund Pedersen, som forsker i bevægelse og det at gå.
Jeg læste den to gange. Jeg måtte købe bogen. Den måtte jeg eje selv. Jeg elsker bøger – de er berigende, smukke og nyttige. Nogle gange har jeg købt bøger, fordi jeg ved, at jeg har brug for dem, og flere gange har det vist sig, at jeg først var klar nogle år senere til at lave øvelserne, eller forstå tekstens indhold og implementere det i mit liv. Der er naturligvis forskel på skønlitteratur og fagbøger. Af hensyn til bogreolernes dominans i vores hjem forsøger jeg at undgå at købe skønlitteratur, således at det primært er fagbøger, der optager plads. Det er udfordrende!
Mange mennesker vil gerne leve sundere og lettere, men mange orker ikke at køre hen til fitness centret for at træne alene. Der er mange undskyldninger. Andre er gode til at køre hen til klubben for at mødes med de andre og træne.
Ved du, at det er super nemt og sund fornuft blot at gå en tur? Det er forholdsvist nemt. Tag tøj på. Gå ud af døren! Det er den nemmeste form for at gøre en aktiv indsats i eget liv. En gåtur. Gør det ikke sværere end højest nødvendigt. Alle kan gå en tur. 10 min. 20 min. Måske mere? Måske flere gange dagligt? Det er lidt som at børste tænder. Nogle gange gider man ikke, men er glad for det alligevel. Det er indsatsen værd.
Bente Klarlund Pedersen skriver i bogen, at man kan tabe 5-10 kg på et halvt år bare ved at gå en tur på en time hver dag!
Mange kender jo udfordringen i at tabe 5-10 kg. Har du mødt nogle af disse kilo i dit liv? Hygge-kilo. Overskud af mad-kilo. Vellevned-kilo. Jeg hader madspild-kilo. Parforholds hygge-kilo. Nyforelskede vi skal spise-kilo. Vi skal have det godt-kilo. Jeg er ked af det-kilo. Jeg er ensom-kilo. Jeg keder mig-kilo. Covid-19-kilo. Jeg mangler penge-kilo. Jeg er træt af mit parforholds-kilo. Hjemmebag-kilo. Det skal spises inden det er for gammel-kilo. Tre for to priser-kilo. Jeg er træt af mit job-kilo.
Fordelene ved at gå er mange ifølge forskningen ved Bente Klarlund. I den lettere afdeling er det godt med den friske luft, sansning af naturen, bevægelsen af lemmerne og det at styrke musklerne. I den tungere afdeling kan gåture bruges som et af midlerne mod stress, depression og angst. Japanerne får ordineret ”natur og gåture” til bekæmpelse af ubalance. Træerne respirerer, og vi har brug for naturen.
Nu vil jeg gå en dejlig tur. Det er jo ikke nok at sidde indendørs om skrive om gåturen – afsted!
Use it or loose it.
