Det var i søndags. Den første søndag i advent, som jeg elsker. For mange år siden besluttede jeg, at jeg ville have den tradition, at den første søndag i advent skulle være en skøn hyggedag med julemad, lave konfekt og pynte lidt op i huset, uanset som jeg var alene eller ej. Jeg håber hvert år, at børnene vil være med til hyggen. Nogle gange har de venner og kærester med. Andre gange er selskabet ikke så stort, men jeg glæder mig hvert år. Jeg laver lister over div. indkøb, som skal bruges på selve dagen. Lister over adventsgaver, der skal være de bedste. Der skal ikke mangle noget. Den dag betyder så meget for mig, at jeg gerne holder den helt alene, hvis det skulle blive aktuelt, men det har jeg ikke prøvet endnu, men den advent vil også være velkommen. På en eller anden måde flasker det sig altid, at det bliver en skøn dag med hygge, julemusik, julemad og oppyntning. Nu hvor børnene er voksne, – wauw de første 20 år gik hurtigt – er første søndag i advent blevet vigtigere og mere betydningsfuld for mig end selve juleaften. Da børnene var små, var juleforberedelserne endnu flere, listerne var længere, juleaften magisk og smuk med alle de praktiske ting, glæden, al overforbruget, alle gaverne og kaos og angsten for at komme til at smide det forkerte ud ved et uheld sidst på aftenen. Det var dengang. Nu ligger min glæde den første søndag i advent.
Julemåneden er ikke længere en overflod af mad og bukser, der strammer til med følgende restriktiv januar. Med Sense som livsstil på rygraden er der ingen fare for overvægt, bare fordi det er december. Jeg er taknemmelig over at have fundet denne indre madro – også i december. Også på en smuk søndag med det store julebord med mine elskede til bords.
