Det var en stille søndag. Niels havde en golfaftale og ville være væk i flere timer, og jeg syslede med småting. Næsten uden at jeg opdagede det, faldt min energi. Jeg blev tyndhudet, selv om jeg lavede de ting, som jeg holder så inderligt af. På en måde var det som om, at ensomheden krøb ind under huden på mig. Jeg opdagede det gradvist. Jeg kunne ikke lide det. Jeg ville stoppe den følelse, men det var som en nedadgående spiral.

Vores viktualierum bugner af mad til en stor familie. Hele tiden altid meget på lager. Jeg kan godt lide at have rigeligt af alting. Det er dejligt at være redebygger. Pludselig kommer der jo gæster, og det er rart at kunne mixe noget sammen og servere lidt. Eller pludselig udvikler min madlavning sig i en anden retning, og så er det rart at have noget forskelligt på lager til netop det måltid.

Energien gik ned og ned og ned.

Jeg ved ikke hvorfor, men den søndag gik energien bare nedad. Pludselig tænkte jeg på chips. Vi har altid chips på lager, og det er ikke noget problem. De smager jo fantastisk, når der pludselig kommer nogen forbi, og der er snak i luften og drinks i hånden. Men den søndag smagte chipsene af ensomhed, af trøstespisning og hunger. Der var lang tid til, at Niels ville komme hjem. Jeg blev vred på mig selv. Det reaktionsmønster gider jeg bare ikke mere. Det er en gammel følgesvend – trøstespisning – som er placeret på mit mentale depot, og der skal det blive. Jeg har ikke længere brug for trøstespisning. Det er som et spøgelse i mine tanker, der titter frem fra tid til anden. Engang var det en god trøst – at spise. At dulme. Men det giver ikke længere mening. Jeg tænkte – hvad ville Ole Henriksen gøre? Et af mine mange forbilleder. Han tør leve. Han tør bruge ord. Han tør smile. Han tør være glad, og han tør stå ved sin sårbarhed.

Det var som om, at Ole Henriksen kom ind i rummet til mig

Det var som om, at Ole kom ind i rummet til mig. Han daskede mig kærligt på skulderen og sagde på sin karismatiske måde: ”Du er mere værd, Helle. Du gør dig selv ked af det. Gå en tur med mig.” Han havde så evigt ret. Jeg gjorde mig selv ked af det. Jeg børstede tænder. Drak vand. Tog det gode fodtøj på og satte Ole Henriksens lydbog i ørerne, hvorefter jeg gik en tur. Pludselig var der gået tre timer, og jeg kom senere hjem end Niels. Glad og tilfreds. Let og med overskud, selv om jeg også var lidt træt. Det var træthed på den gode måde. Det er blev en god søndag. Tak til dig, Ole Henriksen. Du er inspirerende og du hjalp mig uden at vide det.